

Shin Joong Hyun (f. 1938) er anerkendt som en pioner inden for sydkoreansk rock, og i 1960'erne og 1970'erne nød han status som hjemlandets svar på Jimi Hendrix, omend hans guitarspil lagde større vægt på det psykedeliske udtryk end på bluesmusikken. På et tidspunkt, hvor det sydkoreanske musikmiljø var domineret af trot-genren, hentede Shin sin inspiration hos de amerikanske tropper i landet og fik stor succes med hits som “A Cup of Coffee” og “Beautiful Rivers and Mountains”. Shin Joong Hyuns søn, Dae Chul, har videreført guitararven som leder af det indflydelsesrige metalband Sinawe.