I 1969 introducerede Gal Costa tidens blomstrende tropicáliascene for et af dens mest psykedeliske og vildt eksperimenterende albums. Dundrende basgrooves og fuzzede guitarer danner det sydende fundament for Costas konstant changerende vokal, der det ene øjeblik forfører med sin varme sensualitet for i det næste at eksplodere i maniske kraftudladninger, som det er tilfældet på Caetano Velosos “Cinema Olympia” og i skærsilden mellem kosmisk horndreven funk og flammende syrerock på “Meu Nome E Gal”.