

Den saxofonbaserede popgruppe blev dannet midt i 80'erne af Morten Kærså og hans to yngre brødre samt saxofonist Jens Haack, der senere blev afløst af Benjamin Koppel. Debuten ”Morten Kærså Og Moonjam” og gennembrudspladen ”Bag De Blå Bjerge” fra 1990 introducerede et band med dansksproget pop og jazzede instrumentalnumre, ofte med inspiration fra Østen. Det var også de indiske instrumenter, Moonjam fandt frem i 1995, da de lavede musik til den populære Sebastian-musical Aladdin, som blot er en af de film og musicals, bandet har leveret lydspor til.