Da The Velvet Underground & Nico udkom i første halvdel af 1967, var den en del af en større kunstnerisk bevægelse i tiden med beatpoesi, popart og den franske ny bølge på film, som gjorde op med enhver forestilling om ekspertise i kunsten. Alle, der ville lave kunst, kunne lave kunst. Udtrykket kan være larmende og konfrontatorisk (“European Son” og “The Black Angel’s Death Song”), men også sødt (“I’ll Be Your Mirror”). Og selvom indholdet kan være barskt, er det altid vedkommende og til at forstå (“Heroin”, “I’m Waiting for the Man”).
Brian Eno er mange gange blevet citeret for at sige, at albummet måske ikke solgte så godt, men at alle, der købte det, startede deres eget band. Han talte selvfølgelig om musikkens indflydelse, men det kunne lige så godt have været om attituden bag. Lou Reed og vennerne lød ikke som naboen, men de lød heller ikke som professionelle, strømlinede musikere. Den amerikanske modkultur havde kurs mod den psykedeliske legeplads, mod fri kærlighed og svævende drømme om, hvordan verden kunne se ud. The Velvet Underground & Nico konfronterede tiden med en hudløs ærlighed, der stadig føles revolutionerende.
